Intet krav om cirkelkrog

Fra sæsonstart 16. april 2018 frafalder kravet om brug af cirkelkroge ved fiskeri med naturlig agn eller agn med duftstoffer.
En ny bekendtgørelse er netop sendt i høring, derfor vil Fiskerikontrollen og lokale opsynsmænd acceptere alle typer kroge fra sæsonstarten 2018.
Høringsdokumenterne kan læses her https://www.hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/61709

Fra Danmarks Sportsfiskerforbund har vi modtaget flg.:

Intet krav om cirkelkrog i laksevandløbene i 2018
Af Kaare Manniche Ebert
Fra sæsonstarten i 2018 vil Fiskerikontrollen og de lokale fiskeriopsynsmænd acceptere alle krogtyper i laksevandløbene fra Vidå i syd til Storå i nord. Kravet om at bruge cirkelkrog bliver ikke håndhævet, da Fiskerikontoret i Udenrigsministeriets departement har lagt op til at fjerne påbuddet om brug af cirkelkrog.
Fiskerikontoret i Udenrigsministeriets departement har netop sendt tre bekendtgørelser i høring. De indeholder forslag om en ændring i reglerne for laksefiskeriet i de vestvendte åer fra Vidå i syd til Storå i nord. Der lægges op til, at påbuddet om brug af cirkelkrog ved brug af naturlig agn eller agn med duftstof IKKE længere skal være gældende.
Ændringen er et resultat af dialog mellem DTU Aqua, Fiskerikontoret, Fiskerikontrollen og sportsfiskerne. Det forventes derfor, at ændringen vedtages, når bekendtgørelserne fra Fiskerikontoret har været i høring.
For at undgå forvirring om reglerne, indtil forslaget bliver gældende, vil Fiskerikontrollen og de lokale fiskeriopsynsmænd derfor IKKE håndhæve påbuddet om brug af cirkelkrog.
Det betyder, at det fra sæsonstarten i 2018 er lovligt at bruge alle krogtyper i laksevandløbene.
Brug kroge UDEN modhager
Bemærk dog følgende: Kroge skal stadig være uden modhager; dog må der ved fiskeri med naturlig agn eller agn med duftstof anvendes enkeltkrog med modhager fra krogstørrelse 12 og mindre. Helt konkret skal afstanden mellem krogspids og krogskaft være 6 mm eller mindre, for at modhager kan tillades ved brug af naturlig agn.

Relaterede nyheder og artikler